

 

Dato: 26. august 2009 Kilde: Ekstrabladet og Codan
Næsten halvdelen af alle børn spiser slik tre gange om ugen - tre procent af alle babyer får slik hver dag, viser ny undersøgelse fra Codan
Danskerne bliver federe og federe, og årsagen bliver nu afdækket i en ny undersøgelse fra Codan Forsikring. Ungerne stopfodres med slik - fra de er helt spæde, tilsyneladende.
Codan er igang med en større generel undersøgelse om børnesundhed, og et af spørgsmålene i undersøgelsen lød:
'Hvor mange gange på en uge indtager dine børn slik, kager eller andre sukkerholdige sager?'
Det viser sig, at tre procent af alle børn mellem 0 og to år får slik dagligt.
Hver tiende barn mellem 10 og 12 spiser slik dagligt.
Halvdelen flere gange om ugen
For de 13 til 15 årige er tallet 11 procent, mens 12 procent af de 16 til 17 årige dagligt spiser slik.
Faktisk spiser 44 procent af alle børn slik to til tre gange om ugen.
Alene for gruppen babyer og småbørn mellem 0 og to år spiser 32 procent slik to til tre gange om ugen.
Codan konkluderer, at forældrene har en fuldstændig forskruet forestilling om, hvad der truer deres børns tænder:
- Over 60 procent af forældrene bekymrer sig over, om børnene falder og slår tænderne, mens den reelle risiko for tandskade ligger i, at forældrene faktisk fylder deres børn med slik, siger pressechef Jens Nüchel, Codan. |